| 
Fakta
Butik Lille butik med rimelige priser. Maritimt inspirerede plakater, bøger, legetøj mm.
Skoletjenesten Landets bedst besøgte maritime skoletjeneste.
Kaffe Akvariets eneste udskænknings- mulighed er en kaffeautomat, men på Nordhavnen er der mulighed for at købe restaurationsmad, fiskehandelsmad, pølser, is og andet.
| Universitetets saltvandsakvarium for danske havdyr
På Øresundsakvariet kan man opleve den fantastiske verden under havets overflade. Akvarierne og bassinerne er fyldt med danske havfisk og bunddyr. Især dem, der normalt svømmer rundt i Kattegat og Øresund. Øresundsakvariet ligger selvfølgelig tæt ved vandet - og på Nordhavnen i Helsingør.
Rør ved dyrene
På akvariet står to store røre-bassiner, hvor man kan lægge hånd på havets fisk og dyr, og fx mærke sømrokkernes næse eller stryge en fisk over ryggen. Det ene bassin er særlig velegnet for børn. Her kan man fx stikke fingrene ned til krabber, søanemoner og søpindsvin. Det andet bassin er et voksen-røre-bassin. Her er blandt andet danske rokker og hajer. Dette bassin er absolut et besøg værd for kørestolsbrugere, idet det er lavt og cirkulært, så man faktisk kan køre rundt omkring det og stadigvæk have et godt indblik til fisk og infoskilte.
Over 30 akvarier
15. april 2009 åbnede akvariets helt nye og meget større akvarier, der giver både dig og dyrene meget bedre oplevelser. I et nyt, stort 12 m3 panoramabassin, svømmer de større torskefisk, havkatte og tærber fra Øresunds og Kattegats dybe nordlige vande - nærmere betegnet "Trapperne". Oplev et væld af forskellige dyr og planter, og gå på opdagelse i levesteder på bunden af Øresund. Der er altid en naturguide til at besvare spørgsmål på akvariet.
Krabbeløb - og andet godt for børn
Øresundsakvariet er blevet kåret som en attraktion af meget høj værdi på regionalt niveau og som et særdeles børnevenligt sted - både på grund af dets overskuelige størrelse, men også fordi der er taget et stort hensyn til børn i hele opbygningen af akvariet. I vinter-, sommer- og efterårsferier er der altid særlige børnearrangementer - fx det obligatoriske "krabbeløb" i efterårsferien.
Vindue til offentligheden
Øresundsakvariet er Marinbiologisk Laboratoriums og Københavns Universitets vindue mod offentligheden. Derfor kan man finde deltaljerede informationer de dyr og vækster, der forskes i på MBL og universitetet. Adskillige plancher fortæller om de mange forskellige forskningsprojekter, der foregår på Marinbiologisk Laboratorium. De er især værd at studere, hvis man interesserer sig for den marinebiologiske forskning på Københavns Universitet.
Læs om Øresundsakvariets mærkelige fisk her.
Hold øje med aktuelle arrangementer her.
Øresundsakvariet er en integreret del af Københavns Universitets levende museer som omfatter Botanisk Museum, Botanisk Have, Geologisk Museum, Medicinsk Museion, Zoologisk Museum.
| |