Bymuseet i Hillerød
Museum med udsigt
På den naturskønne jægerbakke i Hillerøds slotshave ligger byens museum. Jægerbakken er et af de steder i byen, man har den bedste udsigt til Frederiksborg Slot. Her har mange malere stået, når de skulle skildre Christian 4.s renæssanceslot – og netop slottet er udgangspunktet for historien på Bymuseet i Hillerød.
En by bliver til
Byen Hillerød opstod omkring Frederiksborg Slot fra midten af 1500-tallet. I 1560 blev den lille middelalderlandsby til en kongeby, og efterhånden som slottet rejste sig, voksede byens håndværk og handel. På museet kan du følge historien om byens udvikling helt frem til i dag.
Tidens gade
En del af udstillingen på museet hedder ”Tidens Gade”. Her kan man gå en 100 år lang tur i Hillerød. På vejen kan man besøge karakteristiske værksteder fra perioden – og man kan gå i butikker, besøge byens skole, den gamle legetøjsbutik eller tage forbi en af byens dagligstuer.
Grafisk Museum
I kælderen på museet ligger Grafisk Museum. Her kan man møde typograferne, der gerne fortæller om deres fag, og man kan se hånd- og maskinsætteri i arbejde. Trykkeriet er bemandet hver onsdag.
Julemarked
Hvert år i den første weekend i december afholder Bymuseet julemarked som i gamle dage. Museet fyldes op af små hyggelige boder med naturpynt, marcipangrise, hjemmelavede honningkager, julehjerter, klippeark, garnnisser og julegodter. Julemor spinder garn på den gamle rok, og julehyggen oser ud af de gamle butikker. Besøg fx købmanden, og nyd alle farverne og duften af gran. Den gamle grammofon spiller julemusik, og der er julehistorier for børn og barnlige sjæle.
Hold øje med programmet for årets julemarked i december.
Læs mere på MiK
Bymuseet i Hillerød er en del af Folkemuseet.
Læs mere om Frederiksborg Slot.
|