Grundtvig, Nikolai Frederik SeverinEn oplysningens mand
Nikolai Frederik Severin Grundtvig - Digter og præst (1783-1872)
Grundlægger af folkehøjskolen
Som præst, historiker, filolog, politiker, digter og pædagog var N.F.S. Grundtvig involveret i mange områder i samfundet. De mange grene var forenede i målet med at forny den danske folkelighed og kristendom. Med sine banebrydende tanker om en skole, hvor ånd og tanke skulle udvikles gennem oplysning med relation til det virkelige liv - ikke gennem pensum og eksamen - var han manden bag de danske folkehøjskolers grundide og en helt ny måde at lære på.
Grundtvig - en oplysningens mand
I visioner og formuleringer førende ud over de fem sansers verden og ind i et poetisk-religiøst billedsprog er grundtvig ikke blot en samfundets banebrydende mand, men så sandelig også en romantiker. Grundtvigs syn på kristendommen var lysere end tidligere tiders: Hans menighed skulle bekræftes i opstandelseshåbet - ikke belæres om synd. Holdningen går igen i hans salmer, og det er måske en del af forklaringen på, at salmer som Det er saa yndigt at følges ad, Den signede Dag med Fryd vi ser og Et Barn er født i Bethlehem i dag er blandt de mest populære danske salmer.
Psykiske problemer og stridigheder
Grundtvigs liv og virke var dog langtfra så harmonisk, som nogle af hans salmer og digte kan give indtryk af. Han led af tilbagevendende psykiske problemer og lagde sig ud med flere centrale personer i sin samtid. Forholdet til Søren Kierkegaard var et af de mere anstrengte. I sine dagbøger omtaler Kierkegaard blandt andet Grundtvig som "en verdenshistorisk Slagsbroder". Bedre havde Grundtvig det med digterkollegaen B.S. Ingemann, men de blev uenige om fortolkningen af dogmet om kødets opstandelse, hvis legemlige karakter Grundtvig fastholdt, og Ingemann forkastede. Venskabet endte derfor bittert.
Læs mere om Grundtvig og Bakkehusmuseet her.
Fakta
1810 Dimisprædiken: Hvi er Herrens Ord forsvundet af hans Huus 1811-1813 Kapellan i Udby 1822-1826 Præst ved Vor Frelsers Kirke i København 1839 Historiske foredrag på Borchs Kollegium 1839 Præst i Vartov
Udvalgte værker
1809-1811 Optrin af Nordens Kæmpeliv 1-3 1811 Nytaarsnat eller Blik paa Kristendom og Historie 1817 Paaske-Lilien 1824 Nyaars-Morgen 1832 Nordens Mythologi eller Sindbilled-Sprog 1837-1880 Sang-Værk til den Danske Kirke 1-5
|