Pontoppidan, Knud

Kroniske morfinisme

Knud Pontoppidan blev cand.med. i 1876 og specialiserede sig i psykiatrien på Københavns Kommunehospital og på Skt. Hans i Roskilde. Han blev dr.med. i 1883 på en afhandling om den kroniske morfinisme.

Knud Pontoppidan er ikke nær så kendt som sin bror, forfatteren Henrik Pontoppidan, eller som en tredje bror for den sags skyld, Morten Pontoppidan, der var en fremtrædende grundtvigiansk højskolemand. Hvis man kender ham, er det som en figur hos Amalie Skram og Herman Bang. De var begge patienter på Københavns Kommunehospital, hvor Pontoppidan var overlæge på VI afdeling, og Skram portrætterede ham lidet flatterende som Professor Hieronimus i romanen af samme navn og Bang brugte ham som forlæg for overlægen, en bifigur i ”Ludvigsbakke”.

Det nedbrydende moderne storbyliv

Pontoppidan udgav en hel række bøger og forelæsninger. De bærer præg af et stort sprogligt mesterskab. Hans prosa er blevet fremhævet som et forbillede i skolernes danskundervisning. Af samme årsag var hans forelæsninger i psykiatri for de medicinske studenter rene tilløbsstykker. I sine forelæsninger behandlede Pontoppidan bl.a. sammenhængen mellem den moderne livsstil og psykiatriske lidelser. Han mente, at storbylivet havde som konsekvens, at det menneskelige nerveapparat i bogstaveligt forstand blev nedslidt, og at det var årsagen til de mange nervelidelser i nyere tid. Alene at færdes på gaden var nedbrydende for nervehelsen:

”Man skal ikke blot see en Mængde Mennesker fare forbi sig, men man skal ogsaa være opmærksom paa, om der er nogen af Ens Bekjendte imellem; man skal ikke blot have Spektaklen af Vognene, men man maa ogsaa undvige dem; og paa denne Maade kan det at passere en Gade komme til at repræsentere et heelt Stykke Nervearbeide.”

Medikaliseringen af det 19. århundrede

Dermedikaliseringen af det 19. århundredemed blev Pontoppidan også eksponent for det, man har kaldt medikaliseringen af det 19. århundrede, den proces, hvor den medicinske videnskab påtog at diagnosticere og behandle stadig flere samfundsproblemer. Den offentlige opmærksomhed omkring hans virksomhed på Kommunehospitalet tvang ham til at rejse i 1897. Herefter virkede han en kort tid i Århus, indtil han i 1901 blev professor i retsmedicin. Han måtte trække sig tilbage i 1913 pga. svigtende helbred og han døde kun 63 år gammel.

Læs mere om Medicinsk Museion her.