Frederik 7.

Den sidste Oldenburger

Frederik 7. - Konge af Danmark 1848-1863 (1808-1863)

Konge da grundloven blev til

Frederik 7. var søn af Christian 8. og Charlotte Frederikke af Mecklenburg-Schwerin. Han blev konge af Danmark i 1848 – på et tidspunkt, der på mange måder var afgørende for landets videre udvikling. Christian 8. havde iværksat arbejdet med en forfatningsreform, men processen blev overhalet af den demokratiske revolutionsbølge, der i februar 1848 brød igennem i en række europæiske lande og som nåede København i marts. Processen blev afsluttet, da Frederik 7. satte sin underskrift under den nye grundlov den 5. juni 1849. Enevælden i Danmark var dermed ophævet, og derfor er Frederik 7. af eftertiden blevet husket og elsket som den, der gav danskerne en fri forfatning.

De mange udskejelser

Da Frederik 7. blev konge, var han 39 år og for længst kendt for at leve et liv med mange udskejelser. Han havde været gift to gange – med Prinsesse Vilhelmine af Danmark og Mariane af Mecklenburg-Strelitz, men begge ægteskaber var blevet ophævet på hustruernes foranledning. Det tredje ægteskab med Louise Rasmussen (Grevinde Danner) vakte stor modstand i aristokratiske kredse, men især blandt landbefolkningen var parret populært.

En folkets konge

Frederik 7. var i det hele taget en folkets konge. Han er husket for sit valgsprog ”Folkets kærlighed min styrke”, og efter hans død i 1863 blev talrige buster og statuer opstillet i landets købstæder til minde om den populære konge. Frederik 7. efterlod sig ingen arvinger og var dermed den sidste konge i den oldenburgske slægt, der havde siddet på kongetronen siden 1448. Hans efterfølger var Christian 9. fra den glückborgske slægt, som nedstammer fra Christian 3.s søn Hans den Yngre.

Læs mere om Københavns Bymuseum her.

Læs mere om Frederiksborg Slot her.