Tilbage til forsiden NyhedsbrevKontaktSitemapEnglishSøg
Tilbage til forsiden
Tilbage til forsiden Aktuelt lige nuLitteraturBiografierLinks



Danneskjold-Samsøe, M.O.S.

Generalpostdirektøren der stod bag mærkerne

M.O.S. Danneskjold-Samsøe - Generalpostdirektøren

 

Første frimærke

Man bliver sjældent berømt af at udgive et frimærke. Udgivelsen af det første frimærke i Danmark fik dog stor betydning, og derfor fortjener de fire ophavsmænd en oprejsning. Danmarks første frimærke kom til verden ved ”Lov angaaende Postforsendelser” af 11.marts 1851. Med reformen blev indført en enhedsporto på 6. skilling pr. brev. Reformen betød, at postvæsenet ikke længere behøvede at bruge de lange lister over vægt, afstand og postruter til at fastsætte portoen. Uanset, hvor modtageren befandt sig i landet, var prisen den samme.

 

4 skilling for et frimærke

Ved køb af et frimærke kunne folk spare turen til posthuset og i stedet benytte sig af de dertil indrettede postkasser. For at få befolkningen til at tage frimærket til sig besluttede Generalpostdirektionen, at det skulle være billigere at forudfrankere med et frimærke end at gå på posthuset og få brevet sendt der. Et frimærke kostede 4 skilling i forhold til de 6 skilling, som posthuset krævede for samme service. På trods af disse initiativer lykkes det ikke Generalpostdirektionen at overbevise befolkningen om frimærkets fordele. Først i 1871, da frimærket blev obligatorisk, blev det almindeligt udbredt.


M.O.S. Danneskjold-Samsøe

Magrius Otto Sophus fødtes den 4. juli 1804 på Gisselfeld adelig Jomfrukloster som 3. søn af lensgreve Christian Conrad Sophus Danneskjold-Samsøe. Kun 20 år gammel fik han ved kongeligt reskript sæde i Generalpostdirektionen, mens han avancerede gennem graderne i direktionen, satte han sig ved selvsyn grundigt ind i både de hjemlig og de udenlandske postforhold. Kun 38 år gammel, kompetent og reformivrig, udnævntes han til postvæsenets højeste embede, generalpostdirektør.


Modernisering af postvæsnet
I løbet af de 30 år under Danneskjold-Samsøes ledelse moderniseredes det danske postvæsen til en form, der i alt væsentligt holdt sig til langt op idet 20. århundrede. Foruden portoreformen, der affødte indførelsen af frimærket og postbrevkasserne, sørgede postvæsenet for oprettelsen af regelmæssige dampskibsforbindelser mellem landsdelene, og fordelingen af post via jernbanenettet blev sat i system. Et egentligt landpostvæsen blev oprettet og pengeoverførsler via postanvisninger og opkrævninger blev indført. Sophus Danneskjold-Samsøe endte sine dage som ordenskansler og Ridder af Elefanten, Danmarks fornemste orden.     


Læs mere om Post & Tele Museum her.

Find ud af mere omkring Elefantordnen på Frederiksborg Slot. Læs mere her.

Læs også om de andre ophavsmænd; Ferslew, M.W.Von Jessen, F.C. og Thiele, A.J.S.
 

Kilde: Museums Posten nr.1/2001, ”Mændene bag mærket” af Birgitte Wistoft.