Tilbage til forsiden NyhedsbrevKontaktSitemapEnglishSøg
Tilbage til forsiden
Tilbage til forsiden Aktuelt lige nuLitteraturBiografierLinks



Christian 4.

Krig, kunst, kvinder og et sandt renæssancemenneske

Christian 4. - Konge af Danmark 1588-1648 (1577-1648)

Farverige konge

Christian 4. var et menneske med mange facetter. Han var en machomand, der elskede krig og våben - samtidig gik han med ørering og plejede sin hårpisk. Den farverige konge var et rigtigt ’renæssancemenneske’ – en mand med mange forskellige talenter. Han var veluddannet, talte mange sprog og havde flair for arkitektur og kunst. Han var dygtig til ringridning og kendt for at kunne ride stærkere end nogen anden.

Uheld i krig

Kongen var en praktisk mand, han elskede teknik og udtænkte smarte opfindelser, blandt andet en maskine til at udruge kyllinger.
Fra barn var kongen fascineret af våben og skibe, som han tegnede i sine skolehæfter. Som voksen havde kongen dog ikke held i krig. Han valgte trods advarsler fra Rigsrådet at deltage i 30-års-krigen i årene 1625-29, som endte med at blive en ruin for Danmark.
I 1644 ledte kongen selv det berømte slag på Kolberger Heide. Det var under dette søslag, at kongen mistede sit ene øje på skibet Trefoldigheden.


Drukture med svirebrødrene

Christian 4. er kendt som et selskabsmenneske – han elskede fester, vin og kvinder. Bordets glæder hørte sammen med vin og øl i rigelige mængder til kongens yndlingsbeskæftigelser. Sammen med sine svirebrødre tog kongen på drukture, der varede i flere dage. Det var nær gået galt til et drikkegilde i 1598, da den stærke destillerede vin, Rose de Soleil, kom på bordet. Da flasken var tom, smadrede den unge konge vinduerne i fuldskab, før han blev båret hjem i seng.


Kærlig far

Christian 4. fik 23 børn med fem forskellige kvinder. Flest børn fik han med sine to koner, dronning Anna Cathrine og adelsdamen Kirsten Munk. Resten var uægte børn, som han fik med sine elskerinder. Men kongen gjorde ikke forskel og fik ry for at være en kærlig far.
72 år gammel døde Christian 4. på sit elskede Rosenborg.  Han ligger begravet i Roskilde Domkirke.

Vil du vide mere om Christian 4.? På Frederiksborg Slot kan du se nogle af de mange portrætter, der blev malet af kongen. Læs mere her.

Læs mere om bogen der beskriver Christian 4. her.

Læs om Christian 4. på besøg på Rundetaarns byggeplads her.

Besøg kongens sølvmine med Geologisk Museum. Klik her.