| Rahbek, Knud LyneKnud Lyne Rahbek fra Bakkehuset Knud Lyne Rahbek - Forfatter og professor i litteratur (1760-1830)
Begavet og videbegærlig
Knud Lyne Rahbeks far var toldinspektør og en anset mand i København. Barndomshjemmet var det smukke hus, der ligger på hjørnet af Amaliegade og Fredericiagade. Drengens moder døde, da han var 1 år, og selv siger han, at han voksede op blandt gamle mennesker. Senere i barndommen fik han dog en forstående stedmoder og talrige søskende. Begavet og videbegærlig var han, og allerede som 14-årig blev han student efter at have tilbragt 2 år på Herlufsholm. På denne skole lærte han at elske naturen og det venskab, det frie drengeliv indbød til. Som 17-årig bestod han Store Fililogicum og forlod universitetet for at leve af og for sit livs interesser, nemlig teatret og litteraturen.
Engageret professor
Rahbeks ungdom var præget af hans sorgløse bohemeliv, talløse forelskelser og flittig skribentvirksomhed afløst af nogle depressive perioder. Han producerede en lind strøm af prosa, poesi, dramaer, litteraturkritik, litteraturhistorie og litterære tidsskrifter og havde også succes med meget af sit arbejde. Ikke desto mindre var han altid i pengeforlegenhed – noget der forfulgte ham hele livet. Hans litterære virke gjorde, at han i 1790 blev professor i æstetik – en stilling, han beholdt indtil 1798, da han gik i vrede. I 1809 blev han meddirektør på Det Kgl. Teater og i 1816 professor i litteratur. Han var en engageret underviser, som studenterne satte pris på, og da han var et elskeligt menneske, delte han gerne ud af sin viden og sine gode råd. Som ung var han engageret i de rørelser, der var i det politiske liv i perioden 1785-1795. Hans idealer om en demokratisk udvikling af samfundet var høje og vedvarede hele livet.
Elskede livet på Bakkehuset
Selv som ældre professor var hans interesse for at hjælpe studenterne lige usvækket, og han blev da også æresmedlem af den nystiftede studenterforening. Ligesom sin hustru, Kamma Rahbek, elskede han livet på Bakkehuset fjernt fra og dog så nær ved København. De sidste år af sit liv følte han, at tiden var ved at løbe fra ham, men begejstringen for det ægte talent bestod. Selvom hans litterære idealer var blevet dannet i oplysningstiden, havde han et skarpt øje for talentet i den nye tid. Da Kamma Rahbek døde den 21. januar 1829, mistede også Knud Lyne Rahbek lysten til at leve, og året efter døde han stille og fredeligt.
Læs mere om Bakkehusmuseet her.
Læs mere om MiK's Smukke Hjem- tur her.
| | |