| Hammershøi, SvendMaleren der stod i skyggen af sin bror Svend Hammershøi - Keramiker og maler (1873-1948)
Påvirket af sin bror
Svend Hammershøi var som maler stærkt påvirket af sin ni år ældre bror, maleren Vilhelm Hammershøi, men også hæmmet af sin beundring for dennes værk. Selv om Svend Hammershøi allerede i skoletiden var begyndt at arbejde med keramik, fik han sin egentlige uddannelse som maler, hvor Kristian Zahrtmanns undervisning fik stor betydning for hans udvikling.
Stemningsfyldt arkitekturmaleri
Svend Hammershøis udvalgte motiver var allerede fra de tidlige år store, gamle træer, enten med nøgne grene eller med tunge, grønne løvmasser. Både i hans landskaber og i skildringer af landets gamle monumenter dominerer nøgne træer set mod en gylden, let diset himmel. Under opholdene i England, især i Oxford, Winchester og Wells, udviklede han et stemningsfyldt arkitekturmaleri. Såvel disse skildringer, som motiverne med danske slotte præges af en varm kolorit af gråbrune, gyldne toner.
Nyskabende keramik
Han kom til at stå i skyggen af broderens maleri, og gør det stadig, men opnåede som kunsthåndværker markante resultater som keramiker. Han var tilknyttet tidens førende nyskabende keramiske virksomheder. Det var gennem den nære ven fra Zahrtmanns skole, Aage Bertelsen, at Svend Hammershøi kom i forbindelse med Herman A. Kählers værksted i Næstved, hvor han udførte en række enkle, klassicistiske arbejder i rød-ler, der enten står uglaseret eller i en monokrom mat, hvidlig glasur.
Inspireret af Bindesbøll
Hans keramiske værker prægedes oftest af en organisk ornamentik, inspireret af læreren og vennen Thorvald Bindesbøll, men i modsætning til Bindesbølls temperamentsfulde udtryk, stræbte Svend Hammershøi efter en roligere, harmonisk linievirkning.
Læs mere om Statens Museum for Kunst her.
| | |