| Ancher, AnnaKvinden i det moderne gennembrud Anna Ancher - Maler (1859-1935)
Kunstnerisk talent
Anna Ancher demonstrerede fra sin tidligste ungdom kunstnerisk talent og hun havde det held, at hun blev opfordret til at udvikle det, i modsætning til mange af sin generations kvinder. Opfordringen kom ikke blot fra familien, men også fra den ti år ældre kammerat og senere ægtefælle, Michael Ancher. Foruden elementær undervisning hos Vilhelm Kyhn fik hun nogen vejledning af Michael Ancher og andre skagensmalere. Det var hendes eneste mulighed, idet der stadig ikke var adgang for kvinder på Kunstakademiet.
Kredsede om de samme motiver
En række mørke småbilleder med et par gamle skagboer viser allerede i 1870'erne hendes særlige evne for den karakterfulde, gerne humoristiske menneskeskildring, en motivkreds hun udforskede hele livet. Hendes tegninger og især de talrige efterladte olieskitser, som først gradvis er blevet kendt efter hendes død, viser hvordan hun til stadighed kredsede om de samme motiver, klit- og hedelandskaber, med personer eller uden, planter og blomsterbuketter. Lige så ofte var det livet i de små fiskerhuse, der optog hende: mor og barn, en familie ved bordbønnen, de arbejdende, de gamle, døden.
Bidrog til det moderne gennembrud
Med bl.a. Karl Madsens sommerophold på Skagen 1879 blev hun bekendt med de ny franskinspirerede ideer om realisme/naturalisme i maleriet. Den ukunstlede gengivelse af virkeligheden vakte hurtigt hendes interesse og ved sin debut 1880 udstilledes det realistiske maleri Lars Gaihede snitter en pind. Maleriet vakte positiv opmærksomhed og Anna Ancher bidrog fra da af aktivt til det moderne gennembrud på lige fod med de danske og skandinaviske kunstnere, der gæstede Skagen de følgende somre. I gensidig inspiration udforskede de farvens muligheder i naturens blændende sommerlys og skabte en ny kunst, frigjort fra et litterært eller filosofisk indhold.
Inspireret af den franske impressionisme
Anna Anchers talent for den umiddelbare naturgengivelse kom fuldt til udtryk i Pigen i køkkenet fra 1883, der samtidig vidner om de stærke indtryk af hollandsk 1600-tals-kunst, hun modtog på sin første udenlandsrejse til Wien 1882, især fra Vermeer van Delft og Pieter de Hooch. Hun hentede også inspiration i den direkte visuelle oplevelse, som f. eks. solen over en væg eller gennem træer, varmedisen i en kornmark, et barn i modlys på heden, og hun fandt hos fiskerbefolkningen og i Skagens natur maleriske emner nok til et helt liv. Anna Ancher var først og fremmest kolorist, til stadighed optaget af farvens mangfoldighed i Skagens skarpe lys. Hun var en af de første herhjemme til at modtage og lade sig inspirere af den franske impressionisme.
Læs mere om Statens Museum for Kunst her.
læs mere om Den Hirschprungske Samling her.
Se postkort, plakater m.m. her.
| | |