Edvard Weie: Faun og nymfe

Oplev en erfaren kunstners sidste mesterværk på Statens Museum for Kunst

Elskende

Weie (1879-1943) har hentet sit motiv fra Paul Cézannes maleri: Bortførelsen fra 1867, men det ligger også i forlængelse af hans egne tidligere mytologiske billeder, hvor fauner og nymfer indgår som hovedaktører. I dette maleri er de forenet: Den rygvendte faun bærer sin elskede, nymfen ud mod havet og himlen, mens hun hænger eftergivende i hans arme.

Linierne mødes

Ideen til det landskabelige rum med vejen, der fører mod en åbning med udsigt over havet, stammer fra Weies eget landskabsbillede Mindet, Christiansø fra 1912. I dette sene billede er landskabet dog forenklet. Billedet er en klart struktureret, centralperspektivisk konstruktion. Træernes grønne løv er skildret som strengt definerede farvefelter. Alle linjer fører ind mod parret i midten og suger dem ind i billedets rum: fra jorden mod havet og videre op i himlen. Billedet er kulminationen på Weies ambition om at komponere et billede af rene farveklange og her som akkompagnement til et idealbillede af verden, hvor mand og kvinde forenes.

Det sidste store billede

Faun og nymfe er den sidste og mest kendte af Weies store kompositioner. Billedet blev til det sidste år han malede, sommeren 1941, og markerer afslutningen på hans livslange arbejde med mytologiske og litterære motiver.

Læs mere på MiK

Læs mere om Statens Museum for Kunst her.

Læs om flere mesterværker på Statens Museum for Kunst her.

Læs om Paul Cézanne og kubismen her.