Virkemidler

Arkitekturens materialer og former

Nye materialer - nye muligheder

Arkitekturens udtryk har altid været knyttet tæt til materialer og teknik. Nye materialer betyder nye muligheder for udtryk og konstruktionsprincipper. I gotikken blev det muligt at skabe enorme glaskonstruktioner, og under industrialiseringen gav støbejernet mulighed for at skabe lyse og lette rum. Med sin høje bæreevne kunne støbejernet mindske arealet af massive vægge. Væksthuset i Botanisk Have er fx bygget op med jern og glas, hvilket skaber et perfekt lyshav for havens planter.

Rumoplevelsen

Glas og jern var modernismens materialer. I 1889 tårnede Gustave Eiffels jernkonstruktion sig over Paris og skabte forargelse hos mange. I dag er Eiffeltårnet en uundværlig del af byen med sine romantiske associationer til byliv og kulturhistorie. Det nye ved Eiffeltårnet var ikke kun materialer og størrelse, men selve den rumopfattelse og oplevelse tårnet førte med sig. Rummet skulle ikke længere opleves som en statisk tredimensionel størrelse, men som sammensat og i bevægelse.  

Betonarkitektur og nye former

I det 20. århundrede blev beton et populært materiale – dels på grund af sin modstandsdygtighed, men også fordi materialet er forholdsvist let at fremstille. Det er anvendt i alt fra kirkebyggerier til beboelsesejendomme og privatvillaer. Særligt i betonarkitekturen ses en modvilje mod det klassiske formsprog med pilastre, buer og ornamenter. Arkitekterne skabte et nyt formsprog, der passede til materialet.   

Arkitektur nu

I overfladen opnås et utal af forskelligartede udtryk, og med computermediet og nye programmer har arkitekterne fået et fleksibelt redskab til at bearbejde overfladen. Det ses fx i tilbygningen på Ordrupgaard, hvor Zaha Hadid har skabt et rytmisk forløb ud fra de former, hun har fundet i naturen. I tilbygningen er det ikke muligt at gennemskue den indre struktur, når man betragter den glatte mørke overflade på bygningens yderside.